Vi har fået os en snak med Per Dam, der er nytiltrådt direktør i Danmarks nordligste sommerland, vores alle sammens vidunderlige Fårup Sommerland. Parken der mange år i streg er blevet skamrost af internationale medier, gør klar til sæson 2 med hotel i parken, og det med en udvidelse af restaurant og konferencelokaler, samt andre justeringer og forbedringer af det idylliske Hotel Fårup. Endvidere er der blevet plads til Hvirvelvinden, årets nyhed på attraktionssiden – den vender vi tilbage til.
Per Dam kender faktisk allerede Fårup godt – han startede som sæsonansat i 1986 med at gøre toiletter rene, har passet de fleste attraktioner, været livredder i vandlandet og stået i bar og ved mobilboder, før han ’93-96 blev personale- og marketingchef. Derefter har han i mange år arbejdet med musik, film og I underholdningsbranchen, men har hele tiden behold kontakten til Fårup. Han var i bestyrelsen i 2010-11 og var derefter direktør sammen med Søren Kragelund i et par år, før han blev direktør for film & musikselskabet Sandrew Metronome. Fårup har alle år været ejet af to familier, Familien Kragelund og Familien Schnack, og i forbindelse med et generationsskifte købte Henrik Schnack i efteråret ’16 Søren Kragelunds aktier, og Henrik ejer nu Fårup Sommerland sammen med sine to sønner, Martin Norbomm Sams og Jakob Schnack. De kontaktede Per Dam og spurgte, om han var interesseret i at have rorpinden som adm. direktør, og han sagde ja med det samme – og det er tydeligt, at Per befinder sig vel i Fårup, og har parken helt inde i sit hjerte.
Per deler de nye ejeres ambitioner om at bygge videre på Fårups succes, og der er masser af ambitioner om fortsat vækst:
”Vi vil fortsætte med at udvikle Fårup. Vores kerne er at bringe familier tættere sammen gennem gode oplevelser, der giver minder og sammenhold – for de største oplevelser er dem, vi har sammen!”
Så Fårup skal blive ved med at udvikle sig på attraktioner, lyder det fra den sindige nordjyde. Der er også kun god grund til at tro på de store ambitioner, når man kigger på parkens udvikling de sidste 10-15 år. Danmarks seneste trærutschebane, Falken, startede udviklingen i 2004, Lynet fra 2008 står den dag i dag som en af kongerigets mest intense rutschebaner, og Orkanen fra 2013 blev to år i træk anerkendt med internationale priser, først som andenbedste nye bane, derefter tredjebedste bane i Europa.
Men ingen park er fuldendt, og også Fårup har nogle hængepartier, som skribenten spydigt påpeger. For eksempel Flagermusen, som har skilt sig negativt ud i forhold til alle andre baner i parken med sin stålkonstruktion og begrænsede tematisering. Hidtil har den eneste tematisering været den veludførte flagermusehule med nedkølende funktion på varme sommerdage – men til i år er den grimme stationsbygning endelig lavet om og blevet tematiseret – så væk er den grimme grønne metalbox med plexiglasruder.
Per erkender, at netop Flagermusen er en forlystelse der tit har været oppe at vende, og at det er en forlystelse, der deler vandene. Han ved også udmærket godt, at det ikke er en rutschebanetype, der får mange entusiaster til at slikke sig om munden, men påpeger at de besøgende gæster faktisk er ganske begejstrede for den, som den er – og det må man også huske at tage med i ligningen.
Udover den forandrede stationsbygning, så har Flagermusen til denne sæson også fået et nyt styresystem, så selve rutschebaneoplevelsen skulle blive forbedret, ligesom man tidligere har set parken tage sig rigtig godt af den gamle Vekoma Roller-skater, Mine Expressen. Stor cadeau til Fårup herfra, for at tage sig så godt af gamle attraktioner og give dem nyt liv.
Apropos det at give en attraktion nyt liv, så henter Fårup jo som bekendt deres nye forlystelse Hvirvelvinden i svenske Liseberg. Der har den stået som SpinRock siden 2002, men er nu rykket med færgen fra Göteborg og kommet til Saltum. Der er tale om en godt vedligeholdt Zamperla Discovery, der er blevet godt og grundigt renoveret, gået igennem med en yderst kærlig hånd, og desuden har den fået et nyt Fårup-look, så den skal nok blive en succes for parken.
Timingen var endvidere perfekt – Fårup ville gerne have en lidt vildere forlystelse, og Liseberg var glade for SpinRock, men den havde for lille kapacitet til dem, så de var på jagt efter noget større, der kunne det samme – men størrelsen og kapaciteten var perfekt for Fårup, så der var basis for en god løsning for alle. Per Dam vil ikke ud med tallene men kan dog afsløre, at den samlede investering kommer til at beløbe sig til ca. 8 mio., og skulle man have købt en ny Discovery, så ville projektet have været væsentligt dyrere.
”Det er jo en enormt populær forlystelse blandt gæster i stort set alle parker, og levetiden på disse rides er enorm. Timingen for købet var god, og vi synes, at vi får meget ud af vores investering på alle måder.”
Fremtiden vil altså bringe flere store nyheder, og på rygtebasis har der længe været snakket i krogene om en forvandling af Falken af det nu verdenskendte Rocky Mountains Construction. Da vi kommer ind på emnet siger Per, at han godt ved, at det har været på tegnebrættet tidligere, men at der ikke er noget nyt om projektet.
Med ny ejerkreds og direktør er man nu gået igang med at se på, hvad det næste skal være – men Per Dam vil ikke løfte sløret for noget endnu. Som han siger:
”Jeg kan ikke sige noget om nye forlystelser endnu – men jeg kan garantere, at de kommer, og at jeg vil glæde mig til hver eneste af dem. Lige nu glæder jeg mig over, at vi skal indvie Hvirvelvinden om kort tid.”
Hvirvelvinden bliver nabo til Lynet, i det man vel godt kan kalde en form for thrill-area i parken
Læg mærke til, at stilen nu er meget mere Fårup-stil med farven på konstruktionen, alle lyskasser er væk, og der bliver anvendt træ i skovtemaet rundt omkring platformen. I den kommende uge bliver forlystelsen gået igennem og godkendt af teknologisk Institut, hvorefter den er klar til at blive åbnet – og Per Dam glæder sig til at se reaktionerne fra Fårups gæster. Som han siger:
“Der er ingen tvivl om, at det ikke er alle vores gæster, der tør prøve Hvirvelvinden – men dem, der gør, dé får en super fed oplevelse, som de ikke har haft magen til i Fårup før!”
Fremtiden ser i den grad lys ud for det nordjyske sommerland, og vi glæder os til at følge udviklingen og besøge park, hotel og vandland i fremtiden! Tak for jeres tid, og god vind i 2017 sæsonen, og alle dem der følger efter! Vi holder øje med jer!
Artiklen er skrevet og redigeret af Alexander Poulsen, CoasterClub Denmark