De dominerende rutschebanemagter

De sidste fem årtiers markante spillere

I anledning af den største rutschebanenyhed på dansk jord siden Piraten i 2008, hylder vi Vekomas episke comeback. Som en anden Fugl Fønix har det hollandske firma rejst sig fra asken, og deres omdømme er i den grad ændret fra firmaet der primært leverer familiebaner og yderst tvivlsomme baner med inversions, kopieret hele verden over. Særligt SLC banen er famøs, og blandt mange kendt som nogle af de absolut værste rutschebaner i verden. Boomerang modellen er en af de mest udbredte baner med inversions, og har man prøvet én, har man mere eller mindre prøvet dem alle. Nu, et stykke ind i 2020’erne, er Vekoma det hotteste firma på markedet, og hver gang der spyttes en ny, stor bane ud fra hollænderne, kigger alle med i spænding! I denne serie vil vi kigge tilbage på det sidste halve århundredes udvikling i rutschebaneverdenen, og i hvert afsnit vil vi fokuserer på et årti, og udnævne den mest dominerende spiller på markedet i perioden. Det har nemlig på ingen måde altid ligget i kortene, at Vekoma skulle markere sig som den mest interessante og dominerende producent på kloden. 

Op igennem 1980’erne arbejder de to ingeniører, Walter Bolliger og Claude Mabillard, for det schweiziske firma Giovanola. Giovanola arbejder oftest for det andet schweiziske firma, Intamin, der allerede på nuværende tidspunkt bygger rutschebaner i det meste af verden. Det er primært på Intamins bobslæde rutschebaner at Giovanola hjælper til, men i 1985 laver de to firmaer en spektalulær bane til Six Flags Great America, med et nyt og signifikant skinne design, samt vogne med fire sæder på hver række. Z-Force, som rutschebanen hedder, bliver en del af Six Flags’ rotationsprogram, og ender med at stå i tre forskellige parker. Det unikke skinne layout og vognene med fire sæder pr. række bruges efterfølgende flere gange af Intamin og Giovanola til den banebrydende stand-up rutschebane, men i 1987 vælger de to ingeniører Walter og Claude at gå deres egne veje. Året efter starter de deres eget firma, og bruger deres efternavne som firmanavn. Og her starter rejsen for alvor for Bolliger & Mabillard, eller B&M, som de fleste nu til dags kender firmaet som. 

B&M perfektionerer det skinne design, som Intamin og Giovanola brugte til flere af deres projekter. Og i 1990 giver Six Flags Great America det nye firma en gylden mulighed for at bevise deres værd. Med klar inspiration fra Intamins stand-up bane, bygger B&M Iron Wolf, og med forbedret komfort og smooth skinnearbejde bliver firmaets første projekt en succes. Men Walter og Claude er først lige gået i gang med at innovere branchen, og to år efter deres første succes lancerer de deres nye store hit: Inverted rutschebanen. Med inspiration i Arrows suspended concept, har B&M nu vendt deres ikoniske skinner på hovedet, og sat vognen under skinnerne. Den fleksible skinne gør det muligt at lave hidtil usete manøvrer, og typen bliver i den grad et hit. Batman: The Ride åbner i 1992, og igen er det Six Flags Great America der giver B&M chancen. Efter at have set succesen, sætter Six Flags skub i tingene og kopierer Batman rutschebanen til fem af koncernens andre parker op gennem 90’erne. Inverted banen er B&M’s første helt store succes, men stand-up modellen er for mange parker stadig lidt for ekstrem og intens. Derfor forsøger B&M sig i 1993 for første gang med en sit-down rutschebane, og banen opføres i Busch Gardens Tampa. Navnet er Kumba, og banen byder på flere nye elementer, navnligt det nye dive-loop, samt de yderst fotogene interlocking corkscrews.

Også den ikoniske britiske forlystelses udvikler, John Wardley, ser et stort lys i det schweiziske firma. I tæt samarbejde udvikles den legendariske Nemesis rutschebane i Alton Towers, der åbnes i 1994 som den første B&M bane i Europa. Nemesis står den dag i dag som et af B&M’s helt store mesterværker, og bliver startskuddet til et frugtbart samarbejde med Wardley og Alton Towers. Fire år senere, efter megen mystik og hemmelighedskræmmeri, opføres den sensationelle Oblivion – verdens første dive-coaster, der byder gæsterne på et lodret drop dybt ned i jorden. En identisk bane opføres to år efter i Taiwan, men derfra går der yderligere fem år før næste dive-coaster opføres – ikke desto mindre står modellen i dag som en af B&M’s mest populære blandt parker verden over, med 14 installationer og yderligere to under opførelse her i 2022.

I 1999 lancerer B&M to vidt forskellige koncepter, der begge bliver store hits. Først åbnes den nye hyper coaster, Apollo’s Chariot i Busch Gardens Williamsburg, og få dage senere kører Medusa, den første floorless bane i verden, sine første ture med gæster i Six Flags Great Adventure. Floorless konceptet, som navnet antyder, byder på en gulvløs oplevelse, og bliver hurtigt afløseren for B&M’s sit-down baner. Konceptet når endda hele vejen til den danske hovedstad, hvor Dæmonen i 2004 indvies i Tivoli som Skandinaviens første B&M bane, og Danmarks på daværende tidspunkt absolut vildeste rutschebane. Det må dog siges at være hyper coaster konceptet, der bliver B&M’s helt store vinder. Med fokus på enorme mængder airtime – primært den flydende, svævende form – og langstrakte, høje og hurtige layouts, har B&M ramt en guldmine. Konceptet udvikler sig stadig den dag i dag, og schweizerne opfører nu også såkaldte giga coasters, hvor første drop oftest er over 90 meter høje! 

B&M er i slutningen af 90’erne stadig i en rivende udvikling, men har samtidig etableret sig som et enormt driftsikkert valg blandt mange parker. De schweiziske mesterværker er dyre investeringer, men er til gengæld enormt pålidelige og udviklet med henblik på effektiv kapacitet. Og som om man i 1999 ikke havde innoveret nok, med åbningen af to nye rutschebane typer indenfor få dage, så vil det nyåbnede Islands of Adventure i Universal Studios Orlando også fremvise unikke B&M baner. På åbningsdagen lanceres verdens første duellerende inverted bane, Dueling Dragons, samt B&M’s første launch bane, The Incredible Hulk. B&M’s erfaring med launch baner er dog ikke-eksisterende, og derfor får man amerikanske Premier Rides til at udføre selve launch tracket. Dog må det siges at The Incredible Hulk bliver en enorm succes, som i dag står som en af B&M’s mest ikoniske opførelser. Dueling Dragons er derimod en lidt anden historie. Efter et par sæsoner kan banerne af sikkerhedsmæssige årsager ikke længere duellere, og da Harry Potter området transformerer hele tematiseringen omkring banerne, falder interesssen for dem også stødt. Begge baner ender med at få dødsstødet for et par år tilbage, og er til dags dato de eneste B&M kreationer, der er endt som skrotmetal – i sig selv et klart og tydeligt bevis på B&M’s bragende kvalitet!

Det er måske meget sigende at undertegnede ikke har kunnet opstøve en decideret B&M fanatiker. Ikke dermed sagt at de ikke findes derude, for det gør de med 100% sikkerhed. Men da det ikke lykkedes mig at finde en der ville udtale sig lidt om schweizerne, tillader jeg mig selv at sige et par ord om dem! B&M står som det mest sikre valg af producenter, og kan af entusiaster tit opfattes som lidt for sikre og lidet udfordrende, spektakulære baner. Til gengæld anerkendes de virkelig for deres bløde, komfortable layouts, og ikke mindst driftsikkerhed. Selvom B&M måske er de dyreste på markedet, så betaler etablerede parker glædeligt de ekstra millioner, for den sikkerhed og kapacitet de får igen. Og så har de altså skabt nogle af de mest fotogene, men også mest spektakulære rutschebaner i nyere tid.

Min personlige favorit er Black Mamba i Phantasialand, en inverted bane gravet ned i dybet med et afrikansk tema. Og generelt er B&M inverts altså bare en sikker vinder hver gang, hvis I spørger undertegnede! Jeg glæder mig allerede til at prøve den næste.

Selvom 1990’erne i den grad var perioden hvor B&M dominerede landskabet, er det schweiziske firma stadig i gang med at innovere. I 2002 skabte John Wardley, Alton Towers og B&M banen Air, den første flying coaster, som var et utrolig komplekst koncept som også står som en af schweizernes succeshistorier. I 2011 lancerer B&M deres helt nye wing coaster koncept med opførelsen af Raptor i Gardaland, og dette koncept er det seneste af schweizernes store succeser. Dog rygtes det allerede nu, at B&M har patenteret og planlagt opførelsen af deres første surf coaster – præcis hvad det er og hvordan det kommer til at foregå kan vi stadig kun gisne om! Hvad tror du bliver det næste hit fra B&M? Er du fan af de driftsikre schweizere, og hvilken af deres baner er din favorit? Giv en kommentar og en tommel op, hvis du nåede til vejs ende i dette tredje afsnit af vores dybdegående artikelserie!

Artiklen er skrevet og redigeret af Alexander Poulsen